Oluf Jørgensen er i fuld gang med projekteringen af kontrol- og vedligeholdelsescenteret, der skal huse letbanetogene til den nye letbane på Ring 3, når de ikke kører i pendulfart på strækningen mellem Ishøj og Lyngby.
Nord for Ballerup Boulevard
Kontrolcenteret skal således indrettes med værksteder, rengørings- og lagerfaciliteter. Derudover skal byggeriet rumme letbanens administration og faciliteter for de ansatte. Byggeriet placeres nord for Ballerup Boulevard ca. midt på strækningen mellem Lyngby og Ishøj. Projekteringen sker i samarbejde med samarbejdspartnerne CG Jensen som totalentreprenør og BBP Arkitekter.
Projektet byder på nye og spændende udfordringer for projektets ingeniører og arkitekter. Bygningerne skal indeholde en del installationer heriblandt den teknik, der skal styre driften af banen, og det er væsentligt, at bygningerne dimensioneres og udformes, så de matcher det tekniske udstyr. Da bygninger og installationer skal passe sammen, indeholder projektet en enorm mængde dokumentation, som ingeniørerne skal forholde sig til. Det forberedende arbejde til byggeriet indledes i efteråret.
Letbane på tværs
Letbanes linjeføring løber på tværs af S-togsnettet og skal bringe passagerer på tværs af S-togslinjerne. Letbanen vil i det store hele køre langs Ring 3 og skal ende ud i en dobbeltrettet elektrificeret bane på 28 km med 29 stationer. Det vil tage ca. en time at tilbagelægge hele strækningen fra syd til nord. Letbanen skal, hvor det er muligt, køre adskilt fra den øvrige trafik.
Det forventes, at letbanen vil transportere 44.000 daglige passagerer ved idriftsættelsen. Den bliver et driftsikkert alternativ til bilen, hvis man skal rejse gennem hovedstadens forstæder.