Odense Zoo er i gang med en udvidelse – denne gang i en ny dimension. Oluf Jørgensen A/S glæder sig over at være rådgivende ingeniør på projektet med et 500 meter langt stisystem af gangbroer i trætoppene, der udover at give gæsterne en god udsigt også er udgangspunkt for læring.
Ifølge planerne kommer stisystemet til at gå mellem trækronerne i skoven ved Fruens Bøge, og dermed vil en del af gangbroerne også være uden for havens område. Turen skal starte ved bondegårdsområdet inde i haven, og efterhånden som gæsterne bevæger sig op gennem blade og trækroner, er det tanken, at stien skal ende på et plateau med god udsigt over området.
Opgangen til broen bliver et tårn med et klasseværelse i toppen og nedgangen en trappekonstruktion mellem tre træer.
Ifølge Jens Odgaard Olsson, der er direktør for Odense Zoo, skal turen også give havens gæster viden om vandets rejse fra åen og op i træerne: ”Turen starter ved Odense Å og vandet, som kommer hele vejen op i de yderste blade på træets top. Hvis der ikke er noget vand, er der ikke noget liv”, siger han.
Oluf Jørgensen A/S er rådgivende ingeniør på dette spændende projekt, som efter planen skal stå færdigt til foråret 2018.