Oluf Jørgensen A/S er rådgiver på et af de store projekter i Carlsberg Byen, Københavns nye dynamiske bydel, som i de kommende år er under kæmpe udvikling. Købke Hus, som projektet hedder, er en ny bebyggelse med boliger, kontorlokaler, dagligvarebutik, caféer samt parkeringskælder – alt sammen i smukke og grønne områder med historiske bygninger som nærmeste nabo.
Et boligkvarter med liv
Købke Hus består af 34 lejligheder, syv byhuse samt en dagligvarebutik, en café og erhvervslokaler på i alt 15.000 kvadratmeter. Det at projektet indeholder både byhuse samt små og store lejligheder, er med til at sikre et mangfoldigt bykvarter med boliger i mange størrelser og prisklasser og med masser af liv - både inde i husene og ikke mindst mellem husene. I baghaven ligger den bevaringsværdige bygning Halmlageret, som er udlagt til kulturelle formål.
Det femetagers lejlighedsbyggeri opføres ovenpå café- og butiksbyggeriet ud mod det kommende byrum Købkes Plads, mens de syv rækkehuse opføres ud mod det grønne og rolige areal ved Humleby.
Oluf Jørgensen A/S er glade for og stolte over, at være med i udviklingen af den nye bydel og Carlsberg Byens administrerende direktør, Jens Nyhus, fremhæver ikke mindst den gode kemi i samarbejdet mellem bygherre, rådgivere og entreprenør.
Det er den danske guldalder maler Christen Købke, som har lagt navn til huset, der nu skyder op i Carlsberg Byen i Valby, hvor det første spadestik blev taget d. 27. maj i år. Byggeriet forventes at være indflytningsklart i starten af 2018.