Sundbyøster Skole er nu færdig og afleveret til Københavns Kommune – og endda 5 måneder før tid. Anlægsarbejdet fortsætter dog stadig.
Skolen er supermoderne indrettet med elevator og det sidste nye udstyr indenfor elektroniske tavler mm. Skolen er en A+ bygning, hvad energi angår og hele bygningen er også isoleret mod støj - både indefra kommende og udefra kommende. Gulvene er lyddæmpede med en speciel linoleumbelægning, og ligeså er lofter og vinduer lyddæmpet i de sidste nye materialer. Udendørsarealerne er så småt også ved at tage form, og de bliver super lækre.
En ny bygning med respekt for det eksisterende
Den nye skolebygning styrker kvarterets identitet med et idræts- og undervisningscampus på Sundbyøster Plads, og skaber sammenhæng mellem undervisningslokaler og udearealer, så børnene fremover kan færdes trygt mellem skolens bygninger. Den nye bygning indføjer sig med respekt for det eksisterende byggeri og bliver opført i røde mursten, så der er en klar visuel sammenhæng mellem det gamle og det nye.
Den eksisterende skole er helhedsrenoveret og ombygget med en ny fritliggende bygning med basis- og faglokaler, en tumlesal og en helt ny skolegård bliver etableret. Sundbyøster Skole har i øvrigt lige fejret 104 års jubilæum.
Skolen er tegnet af Mangor & Nagel og bygget af Enemærke & Petersen i en hovedentreprise mens Oluf Jørgensen A/S har udført alle ingeniørdiscipliner.