Oluf Jørgensen A/S er i fuld gang med projekteringen af et spændende projekt i Lyngby, nærmere betegnet midt på Lyngby Hovedgade.
Projektet omfatter 14.600 kvm, som skal indeholde en parkeringskælder under terræn, detailhandel i form af Føtex og Netto i gadeplan og på 1.- 4. sal etableres 145 ungdomsboliger. Derudover bliver en del af taget på supermarkederne omdannet til grønne arealer, som beboerne i de mange nye ungdomsboliger får adgang til.
I henhold til energikrav
Byggeriet opføres i henhold til energikravene i BR15. For at overholde energirammen bliver der blandt andet indarbejdet ventilationsanlæg med stor effektivitet, vinduer og isolering med lave U-værdier samt solceller på tag. Byggeriet opføres som traditionelt betonelementbyggeri med bærende tværvægge i beton med huldæk som etageadskillelser. Facader og gavle etableres som betonsandwichelementer beklædt med teglskaller.
Det er i forbindelse med projektet nødvendigt at ombygge og udvide krydset Lyngby Hovedgade/Frem, for at give adgang til bebyggelsens parkeringskælder. Der passerer dagligt ca. 11.000 bilister igennem krydset.
Projektet er udviklet af KPC København A/S, der også er totalentreprenør, Arkitema er arkitekt, Pension Danmark, KAB er bygherre og Oluf Jørgensen A/S er ingeniør.
Projektet forventes færdigt og indflytningsklart i 2019.