OJAS Nyhed

Nyt strategisk partnerskab på Fyn

​Som en del af byggepartnerskabet LIVA har vi vundet en ny stor aftale med boligorganisationen Civica på Fyn.

Forside / Nyheder / Nyt strategisk partnerskab på Fyn

Nyt strategisk partnerskab

Vi engagerer os i et nyt stort strategisk byggepartnerskab

​Som en del af byggepartnerskabet LIVA har vi vundet en ny stor aftale med boligorganisationen Civica på Fyn.

Byggepartnerskabet skal i den næste årrække håndtere omfattende bygge- og renoveringsopgaver for Civica og aftalen har en anslået samlet værdi på 3 mia. kroner.

​For Civica har det i udvælgelsen været vigtigt, at den nye partner har en væsentlig økonomisk formåen og erfaring med at indgå i strategiske og længerevarende samarbejder. Der er også blevet lagt vægt på, at teamet rummer betydelig erfaring med almene boligrenoveringer og helhedsplaner støttet af Landsbyggefonden.

Elisabeth Damgaard, partner og tegnestuechef for Oluf Jørgensen A/S i Odense udtaler:

“Vi er utrolig stolte over at være med på vinderteamet og glæder os rigtig meget til at påbegynde et langvarigt samarbejde med Civica og de andre partnere i byggeselskabet. Allerede i tilbudsfasen har der i teamet været en fantastisk energi og stor entusiasme samt velvilje til at samarbejde på kryds og tværs af fagområder. Desuden ser vi meget frem til igen at skulle bidrage til at skabe de optimale rammer for et godt hjem for beboerne i både Vollsmose og alle de andre berørte områder. I Vollsmose har vi løbende fra 1964, arbejdet med både de enkelte boligbyggerier, men også med selve centeret, kirken og diverse andre ombygningsopgaver. Et samarbejde, der alt i alt strækker sig over mere end 35 år og hvor vi nu kan se frem til endnu flere års tæt samspil.”

At være en del af et partnerskab på denne måde med både entreprenører, arkitekter og ingeniører giver os muligheden for at yde en rådgivning af høj kvalitet, skabe fælles løsninger og dermed det bedste grundlag for et stærkt langvarigt samarbejde omkring Civicas renoverings- og byggeprojekter.

​Der vil i partnerskabet være et stort fokus på bæredygtighed i byggeriet, både hvad angår renoveringer af boliger og nybyggeri, men også for hele udviklingsplanen af boligområdet Vollsmose i Odense.

Om LIVA

Team LIVA udgøres af Enemærke & Petersen a/s, ERIK arkitekter, KANT part of Sweco, Sweco og ByMUNCH, by- og landskabsdesign.

LIVA er en sammentrækning af de fire ord: Liv, Indsigt, Værdier og Alliancer – og referer til en hensigtserklæring fra holdet om at skabe bedre rammer for det gode liv, at søge indsigt i opgaverne, at have fælles værdier for samarbejdet og at skabe en lokalt forankret samarbejdskultur.

Vil du vide mere? Kontakt gerne Elisabeth Damgaard på tlf. 7562 3499. ​

Læs mere om hvordan vi arbejder med bæredygtigt byggeri her.

Se andre renoveringsreferencer her.