Børnehuset Gemmet er udvidet med to grupper, så der samlet bliver fem grupper med plads til 130 børneenheder, hvilket svarer til 95 børn.
Tilbygningen er indrettet med to nye grupperum med tilhørende faciliteter (puslerum, nærdepot og garderobe) samt nyt produktionskøkken, fællesrum, personalefaciliteter og integreret liggehal. I forbindelse med udbygningen af institutionen etableres der ny elevator, som vil forbinde alle etager i den nye samt eksisterende del af institutionen.
Tilbygningen er placeret på den eksisterende bygnings nordside. Denne placering er valgt ud fra tanken om at fastholde mest muligt udeareal og legeplads på den solbeskinnede del af grunden mod syd, samt fastholde det meget karakteristiske og markante billede man får af den eksisterende bygning, når man ankommer fra syd via Gemmet. Med tilbygningen forbedres adgangsforhold med adgang fra udeniveau til alle etager via elevator og huset gøres fleksibelt med foldevægge i eksisterende bygning og lette vægge i tilbygningen.
Tilbygningen er udført som betonelementbyggeri med vægge af letbeton klinker og etageadskillelse af huldæk i to etager, samt en mindre letkonstruktion på 2. sal, der danner forbindelse til eksisterende tagetage.
Tilbygningen opføres i henhold til BR10. Det eksisterende varmeanlæg er udskiftet, så der er kapacitet til tilbygningen, som opvarmes via gulvvarme. Endvidere er der etableret nyt ventilationsanlæg.