I starten af ugen var der rejsegilde på det super spændende projekt i det meget roste Carlsberg Byen: Købke Hus. Foruden håndværkerne og øvrige samarbejdspartnere var mange af de kommende beboere også til stede ved arrangementet og fik stillet nysgerrigheden om deres kommende boliger.
Det nye område ligger i Carlsberg Byens nordlige ende i rolige og familievenlige omgivelser omsluttet af grønne områder, legepladser og boldbaner. Adm. direktør i Carlsberg Byen Jens Nyhus siger om det nye byggeri:
"Byggeriet ligger på grænsen mellem det livlige Vesterbro og det familievenlige Frederiksberg og henvender sig dermed til flere målgrupper. Til byggeriet hører det nyopførte byrum, Købke Plads, som vi er meget spændte på. For det første bliver pladsen det naturlige samlingspunkt for områdets beboere med både caféliv, legearealer og indkøbsmuligheder, men den vil samtidigt fungere som vandreservoir og opsamle regnvandet ved skybrud, så vandet kan ledes sikkert ud i kloakkerne efterfølgende."
Udover Jens Nyhus talte direktøren for totalentreprenør Arpe & Kjeldsholm, Tim Kjeldsholm.
Om byggeriet
Købke Hus ventes klar til indflytning marts 2018, hvor det vil supplere de øvrige byggerier i Carlsberg Byens nordlige ende, som ligeledes ventes klar i 2018.
Arpe & Kjeldsholm har været totalentreprenør på byggeriet, og derudover har teamet bestået af AK83 Arkitekter, Schønherr og SLA Landsskabsarkitekter og Oluf Jørgensen A/S som rådgivende ingeniører.
Byggeriet består foruden det store byrum af 7 rækkehuse og 34 lejligheder i varierende størrelser.