Torsdag d. 28. april blev det første spadestik taget på kanten af byggepladsen, hvor der lige nu er marker og en motorvejsafkørsel, men hvor der om seks år skal stå Danmarks største, nybyggede sygehus. Oluf Jørgensen A/S er med som rådgiver i konsortiet Medic OUH og er allerede stolte over kæmpebyggeriet, som er en af firmaets største opgaver nogensinde.
”Vi er meget glade for og stolte over, at være en del af et byggeri af den kaliber”, siger Brian T. Andreasen, direktør i Oluf Jørgensen A/S. ”Sygehusbyggerier er de seneste år blevet en spidskompetence for os, så vi ville selvfølgelig rigtig gerne være med til dette byggeri. Det er virkelig et spændende projekt”.
Spændende og stort er ord, der ofte går igen i omtalen af det nye supersygehus, som får navnet Nyt OUH. I det byggeforberedende arbejde bliver det nødvendigt at flytte mere end 200.000 tons jord og der skal etableres tunneler samt anlægges veje.
”Det her er et stort byggeri. Det er en stor drøm. Det nye OUH bliver Danmarks største nybyggede sygehus. Spadestikket i dag markerer en ny rejse, hvor målet er at bygge drømmen ud”, sagde sundhedsminister Sophie Løhde, da hun var tilstede ved det første spadestik.
Nye teknologier og bæredygtighed
Nyt OUH bliver et velfungerende og funktionelt sammenhængende byggeri, baseret på den nyeste teknologi og udvikling, som indeholder en fleksibel struktur, som er forberedt til senere at adaptere nye og ændrede behandlingsforløb. Udover fokus på nye teknologier, er der et stort fokus på bæredygtighed og byggeriet er, med placeringen af solceller på henholdsvis tag og integreret i glasfacader, disponeret således, at det vil kunne være CO2-neutralt
Letbanen kommer først
I Odense er man i fuld gang med at etablere en letbane, som også skal gå ud til det nye supersygehus. Letbanen skal rent bogstavligt føres ned gennem hospitalet, hvilket skærer byggefeltet for Nyt OUH op i to dele.
Hele byggeriet er opdelt i to delprojekter, hvor delprojekt 1, som netop er gået i gang, omfatter en 24 meter bred zone ned gennem Nyt OUH, i det der efterfølgende bliver letbanes tracé. Dertil kommer etableringen af tre kældertunnelforbindelser på tværs af letbanetracéet. Dette er vigtigt for at binde infrastrukturen på Nyt OUH sammen.
Delprojekt 2 begynder i september og omfatter primært byggemodning af grunden, men også etablering af blandt andet et projektkontor med et besøgscenter.
Nyt OUH skal stå færdigt i 2022 og får et samlet bruttoareal på ca. 250.000 m2.Til den tid skal det modtage patienter fra hele Region Syddanmark samt en del af Sjælland.