Projektet omfatter en fuldt udbygget skole med to spor samt en fuldt udbygget multihal. Udvidelsen til et tredje spor er integreret i helhedsplanen, i naturlig sammenhæng med første etape og uden større gener for allerede etablerede udearealer. Projektet er ligeledes fremtidssikret ved, at der er skabt en fleksibel, justerbar planløsning.
De enkelte funktioner samt klassetrin i skolen placeres i separate huse, der bindes sammen af broer. Husene er alle i to etager med øverste plan stående på “træstammer” og skoven integreres på denne måde i skolen med nedre plan kaldet “ I Skovbunden” og øverste plan “I Trækronerne”.
Skolen benytter sig primært af vedvarende energi. Jordvarme forsyner skolen med varme og solceller og vindmølle med elektricitet og solfangere med varmt vand. Endvidere etableres grundvandskøling. De bagvedliggende banebrydende teknologier for energiforsyning er gennemsigtige, således at teknologierne bliver synlige og vækker nysgerrighed og appellerer til tilegnelsen af ny viden. Alle ovenlys udføres som ‘generatorer’, der både lukker det gode nordlys langt ned i husene og udnytter sydfladerne til solceller. Vindmøllen på Eksperimentariet producerer strøm til skolen og ligesom energien produceret fra solceller, solfangere og jordvarmeanlægget, kan produktionen aflæses i skolens logbog som vises på en LCD-skærm.
Ovenstående forhold er medvirkende til, at skolen klassificeres som et lavenergiklasse 1 byggeri.
Skolens logbog viser skolens vandforbrug samt affaldsproduktion og giver eleverne mulighed for at få viden om skolens samlede ressourceforbrug og en indsigt i de enkelte teknologiers andel i det samlede regnskab.
Data fra skolens vejrstation, som styrer skolens indeklima og ressourceforbrug, er tilgængelige via logbogen og der vil være mulighed for at opsamle statistiske data til geografiundervisningen og f.eks. sammenligne temperatur og varmeforbrug. Dette kan bruges som udgangspunkt for undervisning i vejr og klima på alle klassetrin.
Informationerne i logbogen vises online på en skærm i Eksperimentariet - skolens naturvidenskabelige hus. Oplysningerne i logbogen og på skærmen kan bruges på alle niveauer i undervisningen i forbindelse med vejr, klima, ressourceforbrug og bæredygtighed.
Byggeriet er projekteret i BIM samt opført i henhold til Det Digitale Byggeri.